Madvarerne fra bogens indkøbslister kan du som udgangspunkt få i en almindelig dagligvarebutik. Hvis varen ikke lige findes i den dagligvarebutik, hvor du helst handler, kan du erstatte varen med en anden lignende vare.

Brug din fantasi, du vælger selv, om du vil skifte svinekødet ud med fx kyllinge- eller kalkunkød, skifte æbler ud med pærer, fersken, melon osv., broccoli ud med blomkål eller pasta ud med ris eller kartofler osv. Tilsæt også gerne andre smagsvarianter og krydderier. Madplanen og opskrifterne er vejledende og kan justeres, så den dækker dine behov og ønsker.

Husk blot at have fokus på at undgå madspild og tilret indkøbslisten, når du tilretter madplanerne.

Spar penge ved at gå efter tilbuddene på madvarer i ugens tilbudsaviser. Personligt går jeg selv efter tilbuddene i tilbudsaviserne, som kan være med til at bestemme, hvad vi skal have at spise i den kommende uge. Jeg bruger app’en ShopGun eller app’en minetilbud. Her finder du en samlet oversigt over alle tilbudsaviser fra alle dagligvarebutikker i Danmark. Her kan du direkte på din smartphone lave din indkøbsliste på ugens tilbud ved at klikke på det tilbud, du gerne vil købe, og vupti, så overføres den direkte til din indkøbsliste på app’en. Det er smart, enkelt og sparer tid.

Ved at gå efter ugens tilbud i tilbudsaviserne, kan du spare mellem 100 og 250 kr. i ugen. Det giver en samlet årlig besparelse på ca. 5.200 - 13.000 kr. afhængig af antal personer i husholdningen.